2020-21 – tilmelding

Herunder kan du læse mere om de hold, vi tilbyder i sæson 2020-21. Du finder tilmeldingslink under de forskellige holdbeskrivelser.

Forfatterlinjen (fra 16 år)​
Undervisningen vil tage udgangspunkt i dine skrivedrømme og projekter. Uanset om du endnu kun har en spæd idé eller mange sider, som trænger et nyt blik, så er det på Forfatterlinjen, at du kan udvikle dit skrivetalent. Er du nysgerrig efter at blive bedre til at mestre det skrivekunstneriske håndværk og udvide din litterære horisont i et engageret fællesskab sammen med andre, der ligesom dig elsker at skrive? Vil du arbejde seriøst og legende med at skrive, og drømmer du om at udgive tekster og/eller søge ind på en videregående uddannelse indenfor skrivekunst?

På Forfatterlinjen vil du opdage nye sider af din skrivepraksis. Gennem fælles tekstlæsninger vil du få skærpet din opmærksomhed på blinde vinkler og uudfoldede potentialer i dine tekster. Du vil blive mere bevidst om, hvad der kendetegner din unikke stemme, og hvordan du kan udvikle din skrivestil. Du bliver fortrolig med, at andre læser dine tekster og udtaler sig om dit arbejde, ligesom du bliver bedre til at læse og vurdere kvaliteten af dine og andres tekster. Du bliver præsenteret for et bredt udsnit af teori og litteratur i forskellige genrer, og du vil opleve, at dit kritiske blik og lydhørhed over for sproget bliver skærpet.    

Vi undersøger:

  • tekstens opbygning, forløb, stil og indhold
  • hvordan vi kan skabe sammenhæng og bevægelse
  • hvordan vi kan finde inspiration i andre kunstformer og medier, i virkeligheden omkring og indeni os

Undervisningen omfatter individuel manuskriptvejledning og ekskursioner (fx til forlag, bogbinder, trykkeri, litteraturarrangementer, skriveuddannelser).

  • Tid: Onsdag kl. 18.00 - 20.00
  • Start: Uge 38
  • Sted: Kvisten (2. sal), Plantagehuset, Plantagevej 18, Thisted.
  • Underviser: Martin Rohr Gregersen
  • Pris: Kr. 1200,- for hele sæsonen (24 uger). Beløbet opkræves i to rater.

Tilmeld dig her.

Ungdomsforfatterlinjen (12-16 år)​
At skrive er en øvelse i at mærke verden – være modtagelig over for alle følelser, sansninger og indtryk, der strømmer imod dig.

Med skriften som medium kan vi forestille os, hvordan verden ser ud gennem andres øjne, eller vi kan undersøge, hvordan vi som individer oplever at have en krop og være til stede i verden.

Er du klar til at forestille dig, hvordan verden ser ud fra en hests, en myres, et træs perspektiv, give stemme til dem, der ingen stemme har, og bringe det oversete frem i lyset? Elsker du at forsvinde ind i sproget, historier, stemningen i et digt? Vil du dele din begejstring for at læse og skrive med andre?

På Ungdomsforfatterlinjen bliver vi klogere på os selv, litteraturen og verden ved at læse, skrive og samtale om tekst.

Ord kan synges, få krop og stemme på en teaterscene eller formes til visuelle udtryk. Ord er et råmateriale på lige fod med malerens maling eller musikerens instrument.

Vi sprænger alle grænser for, hvordan en tekst kan se ud, og vi eksperimenterer med mange forskellige udtryksformer: Bogobjekter, tegneserier, raptekster, Instagram-digte og teatermanuskripter. Vi skal eksperimentere med forskellige stemmer og henvendelsesformer, omskrive eksisterende tekster og skabe vores egne alternative virkeligheder.

Ordlaboratoriet kunne man også kalde det.

Vi får også besøg af en forfatter, deltager i skrivekonkurrencer, skriver fællestekster, breve med andre skriveelever og udgiver vores tekster på nettet og i bøger.

  • Tid: Onsdag kl.16.00 - 18.00
  • Start: Uge 38.
  • Sted: Kvisten (2. sal), Plantagehuset, Plantagevej 18, Thisted.
  • Underviser: Martin Rohr Gregersen. 
  • Pris: Kr. 1200,- for hele sæsonen (24 uger). Beløbet opkræves i to rater.

Tilmeld dig her.

Livshistorier (alle aldre – formiddagshold)
For dig, der ønsker at dele historier fra dit eller din slægts liv og savner inspiration til at få dem ned på skrift som vedkommende og god læsning.

  • Tid: Tirsdage kl. 10.00 - 12.00
  • Start: Uge 41.
  • Sted: Biblioteket i Hurup
  • Underviser: Øjvind Fritjof Arnfred 
  • Pris: Kr. 1200,- for hele sæsonen (24 uger). Beløbet opkræves i to rater.

Tilmeld dig her.

 

Forfatterskolen vil i samarbejde med billedskolen desuden udbyde workshops i visuel poesi – for dig, der har lyst til at skabe værker, der ser ud af noget. Hvor teksten er fundament, en dimension, en afstikker eller pynt.​

Det med småt
Forfatterskolen i Thy er en del af musikskolens administrationssystem. De samme betingelser gælder for alle kulturfag – du kan læse mere om tilmelding, priser og regler her.