På kanten til en DANMARKSKANON – skarpe skud fra de unge thyboer

Thisted Kommunes Ungeråd, KulturRummet og Kulturtjeneste Thy satte i efteråret 2016 fokus på demokrati, ungdomsempowerment og danskhed.

Thisted Bibliotek blev en levende debatplatform, hvor de unge kom til orde og fik mulighed for at skabe en række artefakter – små kunstproduktioner – der tog afsæt i den lokale debat og konkretiserede deres tankegods – i et ambitiøst forsøg på at favne den diffuse danskhed samt give et lokalt indspark til den nationale kampagne.

Danmarkskanonen handler om de samfundsværdier, traditioner og bevægelser, vi er formet af og fælles om, og som er værd at tage med ind i fremtidens samfund. Indsamlingen til Danmarkskanonen blev sat i gang af fhv. kulturminister Bertel Haarder i juni 2016.

Vi inviterede elever fra Thisted Gymnasium –  STX og HF og Thy-Mors HF & VUC til at deltage i projektet, i alt ca. 60 unge var med.

Projektet bestod af to dele: et inspirations- og debatmøde samt en heldagsworkshop.

Til inspirations- og debatmødet, der blev afholdt den 7. september, var processen omdrejningspunktet. Rapkunstner, forfatter og performer Per Vers tog tjansen som moderator grundet sine stærke holdninger og formidlingsevner. Vi havde desuden sammensat et panel med udvalgte unge fra lokalområdet.

Læs pressemeddelelsen ’Per Vers og thyboerne fyrer debatkanonen af’ her.

Den 29. september mødtes de unge endnu engang på Thisted Bibliotek til anden og afsluttende del af projektet. Med udgangspunkt i tankerne fra debatmødet og det efterfølgende arbejde i de enkelte klasser skulle der denne gang udarbejdes nogle konkrete produkter, der forholdt sig til de begreber, værdier, lokale karakteristika etc., der havde særlig væsentlighed og betydning for de unge. Til at facilitere dagen havde vi engageret kaospiloten Tobias Kjærside, der har bred erfaring med procesledelse og idéudvikling – og havde et godt og inspirerende tag i de unge.

Modellervoks, balloner og papmache
Det blev en alternativ dag på biblioteket, hvor de unge for en gangs skyld var i overtal og kunne gøre lokalerne til et kreativt rum, hvor der blev arbejdet med alt fra modellervoks til balloner og papmache. Det grønne uderum, der omkranser biblioteket, kom også i spil, således blev diverse naturmaterialer hentet ind og forarbejdet til både surfboards, fine landskaber og festivalområder.

Se billedgalleriet fra workshopdagen her.

Hele projektet blev fulgt tæt af et lokalt filmhold, der efterfølgende producerede en række små film, som har floreret på de sociale medier og er blevet vist i den lokale biograf i Thisted. Der er desuden blevet lavet en lidt længere film, der akkurat nåede at blive klar i samme uge, som Bertel Haarder kunne offentliggøre den officielle Danmarkskanon. Filmen blev vist første gang til morgensamlingen på Thisted Gymnasium den 7. december. 

På kanten til en DANMARKSKANON – skarpe skud fra de unge thyboer' blev afviklet med støtte fra Slots- og kulturstyrelsens udviklingspulje.

Martin Arthur Andersen

Kommunikationsmedarbejder

Tel: 30 27 52 32

SEND EN EMAIL

SE PROFIL