August 30.08.2018

Ugle-verser i alle ender af Thy

Om lidt folder den store kulturug(l)e sine vinger ud og svæver over hele Thy. Sammen med en masse kunstnerkammerater flyver den ind i skoler og dagtilbud og laver uglelyde, ugleblikke og uglekroppe i hele uge 37. Optakten til børnekulturnatten er fløjtet i gang og i år handler det om vores allesammens eventyrlige og mytologiske kloge-åge, uglen.

Når projektet 'Mød en Kunstner' for tredje år i træk går på vingerne, er det med hovedformålet at få den lokale børnekulturnat ud til så mange børn som muligt – også til de, som bor langt fra Thisted by. Men projektet har også en værdi i sig selv, det handler nemlig om at give de lokale skole- og børnehavebørn et engageret og passioneret møde med en professionel kunstner. Og i år er der fundet en håndfuld af de allermest lokale til opgaven.

Den lokale kulturfagspalet
Ud af de seks deltagende kunstnere, der sætter aktiviteter og processer sammen på skoler og i dagtilbud i løbet af ugen, er fem en del af den lokale kulturfagspalet under KulturRummet.

"Når KulturRummets dygtige kunstnere kommer på besøg i dagtilbud og skoler, bygger vi bro. Dels til børnekulturnatten og dels til de børnemiljøer, hvorfra en kollektiv interesse for at dyrke en kunstform kan opstå. Vores fire nuværende kulturfag er alle repræsenteret i projektet ´Mød en Kunstner´. Uanset om børnene her møder en billedkunstner, en forfatter, en skuespiller eller en musiker, vil de efterfølgende kunne få undervisning af samme kunster i KulturRummet," fortæller Thomas Mikkelsen, souschef for Musikskolen i Thy.

Mødet med det ekstraordinære
Alle folkeskoler og kommunale dagtilbud har fået tilbuddet om et kunstnerbesøg og mange, rigtig mange, har takket ja, selvom ugen falder sammen med et andet projekt – Lys i mørket – den store lyskoncert i Vestervig samme aften som børnekulturnatten.

"Skole-kirkesamarbejdet og Kulturtjeneste Thy har haft en forudgående dialog om sammenfaldet af arrangementer, og vores vurdering var, at det kun styrker vores tilbud, ikke på trods af samtidigheden og den geografiske spredning, men netop i kraft af samme," siger Marie Louise Klitgaard, udviklingskonsulent i Kulturtjeneste Thy. "Thy er fuld af vilde, sanselige og spændende kultur- og naturoplevelser og vores opgave i de forskellige skoletjenester er, blandt mange, at sørge for, at noget godt når frem til alle børn. Det forhindrer mange arrangementer på én gang ikke – det øger bare sandsynligheden for, at alle får noget med, at alle børn får et møde med noget ekstraordinært og særligt."

Og temaet er... 'Uglen'​ – læs pressemeddelelsen fra den 22. maj her.

At forbedre og forfine
'Mød en Kunstner' er et af de lokale initiativer, som Børne- og Familieforvaltningen vælger at gentage på tredje år. De sidste to år er projektet blevet evalueret grundigt, og derfor er der heller ingen tvivl om, at fortløbende samarbejder har en stor værdi for udbredelsen af kunstneriske forløb i de lokale skoler og dagtilbud.

"Vores erfaring viser, at vi skal gentage de projekter, vi har udviklet lokalt, så de til stadighed forbedres og forfines. Dermed vokser de både i kvalitet og i den enkeltes lærers bevidsthed. Med 'Mød en kunstner' modtager hver enkelt skole et enkeltstående besøg af en kunstner, og det bliver på den måde en smagsprøve på den ganske særlige oplevelse, eleverne får, når der er et samarbejde mellem en lærer og en kunstner. Det skulle gerne give begge parter blod på tanden ift. at udvikle flere forløb," siger Hanne Toft Andersen, undervisningschef i Thisted Kommune.

Når et barn har mødt en kunstner på sin skole eller i sin børnehave i løbet af uge 37, er der stor sandsynlighed for, at de møder dem igen sammen med deres forældre under børnekulturnatten. KulturRummet viderefører nemlig en stor del af de aktiviteter, som kunstnerne har lavet sammen med børnene i løbet af ugen, i KulturRummets nye rammer på selve aftenen d. 14. september. Vil man gerne lege med sneugleungen Ulla, kigge efter ugler i træerne (eller mosen) omkring Christiansgave, eller går man rundt med en drøm om at gå på troldmandsskolen Hogwarts og have sin egen ugleidentitet, skal man slå et smut forbi KulturRummets miljøer på børnekulturnatten.

Om børnekulturnatten
Siden 2001 har en bred vifte af foreninger og institutioner åbnet deres døre for børn og deres forældre en fredag aften i september og budt på spændende aktiviteter rundt omkring i Thisted by. Arrangementet planlægges af en arbejdsgruppe, som er sammensat af de mange deltagende aktører fra Thy.

Se mere om eventet her.

Martin Arthur Andersen

Kommunikationsmedarbejder

Tel: 30 27 52 32

SEND EN EMAIL

SE PROFIL