November 19.11.2018

Mulighedernes sted

– en kærlighedserklæring til biblioteket.

Essay af Nikolai Seidelin Banke.

Jeg kan huske, hvordan jeg ofte – for mange år siden – ivrigt cyklede hjem fra kommunebiblioteket i Århus, med bøgerne i tasken bag på ryggen. Det var altid med en helt særlig stemning i kroppen. Nogle gange var jeg så spændt på, hvad der stod i bøgerne, at jeg ikke kunne vente med at læse, til jeg kom hjem, så læste jeg med én bog balancerende i den ene hånd, mens jeg cyklede den korte vej hjem til Frederiks Allé med den anden hånd.

Engang jeg gik hjem fra biblioteket, var jeg så opslugt af en bog, at jeg først gik ind i en lygtepæl og et par meter senere gik ind i busskiltet til den bus, jeg skulle med – til stor morskab for de andre ventende passagerer, der havde overværet hele optrinnet. At gå på biblioteket var for mig også en opdagelsesrejse. Når jeg stod på biblioteket og gennemgik titlerne, holdt jeg jaloux udkig efter andre, som så ud til at lede efter noget interessant. Når de var gået, skyndte jeg mig hen for at se, hvad det var for en sektion, de havde været så optaget af.

For mig er lånekortet et tur-pas til et uendeligt rige af digte, litteratur, filosofi og faglitteratur. Biblioteket er en tidsmaskine tilbage i tiden, hvor man kan møde en verden, der på den ene side ikke mere er, bare for at finde ud af, at fortællingen ingen alder kender, om den er tusind år gammel, kræver den stadig af læseren, at man tager den alvorlig, at man giver sig hen til dens mulige sandhed.

I bibliotekets uendelige forgrenede gange af betydning, kan man bestandigt finde sig selv, for i næste nu at fortabes. Det er hyldemeter efter hyldemeter af smerte, lidenskab, humor og indsigt.

Det er fint, kunne man sige, men hvad skal vi med et fysisk bibliotek, når al viden, musik, film og fortælling kan digitaliseres og gøres tilgængeligt i digital form?


Det tredje sted
For mig spiller biblioteket som institution en vigtig rolle i det demokratiske samfund. Det står som bavnehøj, hvis opgave det er at sikre, at hver borger kan søge den oplysning og dannelse, som hun eller han lyster. Biblioteket er et vigtigt mødested. Når man mødes på biblioteket, uanset om man taler sammen, bekræfter man hinanden i det vigtige i den opgave, det er at tage vare på sit eget livs oplysning. “Han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han ej først havde kær,” sådan skriver Grundtvig i sin sang ’Nu skal det Åbenbares’. Verden åbner sig først, hvis du har følt dig tiltalt, hvis du har åbnet dig. Interesse betyder egentlig mellemværende – biblioteket er sted, hvor vi kan mødes om et mellemværende, med verden, med hinanden.

Biblioteket kan skabe et rum for en uformel offentlighed – et mødested – for fordybelse og samtale. Et sted, hvor alle har lige adgang, et sted, der kan danne ramme om livs- og folkeoplysning. Det er et sted, hvor dannelsen endnu ikke kun er uddannelse, og hvor uddannelsen endnu ikke kun er arbejdsmarkedspolitik. I en tid, hvor fakta og viden i stadig større grad bliver en vare eller en holdningssag, hvor absurd det end er, er biblioteket kaldet til at være kompleksitetens og redelighedens fortaler. Biblioteket er et sted, hvor den kulturhistoriske arv videreformidles. Som læser bliver man indskrevet i en større historie, og her kan man møde den samtidige kultur – også selv om man bor langt pokker i vold.


Den amerikanske sociolog Ray Oldenburg definerede sådanne uformelle mødesteder som ’Det tredje sted’, det skal være hjemligt uden at være privat, og offentligt uden at være formelt (Ray Oldenburg, The Great Good Place 1989, Da Capo Press). Niels Neergaard – den senere statsminister fra partiet venstre – havde blik for det samme, når han i en kritik af de dårligt udrustede og bureaukratiske kommunebiblioteker skriver: “Den dag kommunen sætter avislæsestuer i forbindelse med sine folkebiblioteker og gjorde adgangen til dem og samtlige læsestuer så let, at de så at sige blev en fortsættelse af gaden ville institutionen først i sandhed blive populær…” (s. 88 Biblioteket i tid og rum, 2011).

Et bredt, demokratisk afsæt
Ideen om, at biblioteket skal være en forlængelse af gaden, en naturlig del, at det skal være relevant, er ideer, som stadig er kerneværdier hos Biblioteket i Thy. I Hanstholm er denne umærkelige overgang fra gaden til biblioteket udført hele radikalt, hvor biblioteket jo ligger midt i byens store indkøbscenter, med fuldstændigt transparente vægge.

Dem, der mener, at sene åbningstider er en nutidig formløs leflen for folk, kender ikke bibliotekets historie. Der var mange biblioteker der i begyndelsen havde åbent om aftenen – for hvornår skulle den arbejdende del af befolkningen ellers have tid til at læse? I det vigtige læseselskab Athenæum i København, som eksisterede fra 1824 til 1901 og rummede datidens største bogsamling, var der ved siden af læsestuerne opdelt efter sprog også en konversationsstue og en konditorstue. Så bibliotekerne har egentlig aldrig blot været et arkiv, de har altid været et mødested.

Hos arbejderne blev der også lavet læseklubber, og på nogle fabrikker hyrede man i fællesskab oplæsere, så man havde litteraturoplæsning til at fordøje det ensformige arbejde. Det blev også tidligt i 1960erne indført, at bibliotekerne skulle have en kulturformidlende rolle i samfundet, ligesom der blev åbnet for at formidle nye medier. På den måde har det moderne bibliotek historisk set et bredt og demokratisk afsæt og er udgangspunkt for mange forskellige oplysningsaktiviteter.

Det moderne danske bibliotek har levet og forandret sig med sin samtid, dog hele tiden med blik for den opgave at muliggøre, at den enkelte kan oplyses til gavn for sig selv og for samfundet. I den forstand tager bibliotekerne den enkelte borgers parti. Der er fri adgang til hylderne, der er ingen adgangskrav, der er intet pensum eller eksamen. At bibliotekerne spiller en stor rolle i forhold til at tilgængeliggøre digitale medie-udgivelser for borgerne, er fuldstændig naturligt. I mit perspektiv ændrer det ikke ved vigtigheden af at have et fysisk ’tredje sted’ at mødes.

Bibliotekerne som spejlarkiver
Der har været biblioteker siden oldtiden, formentlig lige siden opfindelsen af skriften. Før den skriftlige kultur blev viden, poetisk visdom og religion opbevaret i den mundtlige fortælling. En af bibliotekernes roller er at bevare det, der bliver udgivet, for eftertiden, så vi kan få perspektiv på vores egen tid. Fortidens skrifter er et spejl, som får os til at få et dybere, rigere, og mere forviklede billeder af os selv og vores tid.

Da jeg voksede op, fik jeg et billede af middelalderen som en mørk og moralsk sammenbidt tid, indtil jeg engang så et billede af en middelalderlig badestue, hvor der blev spist, drukket og spillet – og begge køn badede sammen. Jeg kan huske reaktionen af pludselig at få kastet sin egen tid i hovedet, og så, at vi på mange måder er ved at udvikle en kultur af krops- og sanselighedsforskrækkelse. Det, der er det fantastiske ved skriften, er, at den taler direkte til os. Vi kan ikke bare affærdige den som fortidig, vi kan ikke stå uberørte overfor et fortidigt værks sandhedskrav, forestillinger om god smag, dets fortolkning. Og på den måde udvider vi vores verden og får en lidt større forståelse for, hvad det vil sige at være menneske rundet af vores historie.

Det surrealistiske bibliotek – en lægmand-bibliotekars bekendelser
Jeg har selv en del bøger, fysiske såvel som elektroniske. Mit bibliotek er ordnet efter to principper: det er genremæssigt og alfabetisk organiseret. Men engang imellem ordner jeg nogle af bøgerne efter nye principper på tværs af genrer. Fx hvem skulle have mødt i hinanden? Hvem er virkelig uenige? Hvem spejler det samme fra forskellige vinkler? Eller efter højde og farve. Det sidste kan der komme nogle interessante dialoger ud af.

Jeg forestiller mig, at mit bibliotek om natten bliver vakt til live. De personer, jeg har sat sammen på hylden, diskuterer. Én bog tænker, hvorfor er jeg sat ved siden af ham? Vi har absolut intet at sige hinanden, mens hun længselsfuldt lader blikket vandre ned på hylden nedenunder, hvor to andre er i ivrig samtale. Andre igen morer sig, nogle er forarget over hinanden eller med hinanden over en tredje, andre keder sig bare lidt. Nogle føler sig misforstået, andre fortæller dramatiske kærlighedshistorier, historier om dumhed, storhed og fald. Jo, jeg elsker biblioteker.

Et sted for frisind, for drømme, viden og vanvid
Biblioteket er på mange måder et sådan surrealt sted. Det er et sted med sin egen tidslighed, få steder er så indfoldet labyrintiske og med overskårne tidsakser, her er samtid og fortid samtidig, men kan kun udfoldes i læsningens serielle tid, et ord efter det andet.


Her kan man med søgemaskiner skøjte igennem tekster og lave nye tekster, som tekst-collager ud fra emnesøgninger. Siden moderniteten har biblioteket været et gigantisk forsøg og et Sisyfos-forsøg på at indhente tiden, en jagt på den forsvindende tid. Bibliotekerne vil sluge samtiden og fortiden. Bog-opmagasinering kræver digitalisering. Mikrofilmatiseringen og digitaliseringen har således redet bibliotekets banale, men reelle fysiske udfordring: at få plads til alt det skrevne. Biblioteket er således – ud over at være et tredje sted – måske også et sted uden for tiden, et sted, der på en måde hele tiden vil rive os ud af tiden, for at reflektere den, bliver forført af andre tider og steder.

Den franske filosof Michel Foucault siger, at man traditionelt har kaldt et sådant sted uden for tiden utopia, som betyder et ikke-sted. Selv indfører Foucault et begreb, der måske snarere indfanger, hvad biblioteket har mulighed for at kunne, et heterotopisk sted. Et heterotopisk sted er et sted, som sætter dagligdagens steder, praksis og betydningsorden i perspektiv, steder, som potentielt ophæver den daglige orden ved at tilbyde refleksion, en ny orden. Biblioteket tilbyder som institution at sætte din dagligdag og dine overbevisning i tvivlens situationstegn. Heri består bibliotekets kritiske potentiale, det er et sæde for det virtuelle, mulige koblinger af tider, genrer, et sted for frisind, for drømme, viden og vanvid.

Nikolai Seidelin Banke

Musiklærer

Tel: 21 39 49 62

SEND EN EMAIL

SE PROFIL