September 11.09.2018

Begivenheden, der næppe er ugleset

Børnekulturnatten 2018. Under temaet 'Uglen' åbner foreninger og institutioner traditionen tro deres døre til spændende og sjove børneaktiviteter på fredag – i år kommer Thisted by og UCN til at summe af alskens uglerier. Pædagoguddannelsen tyvstarter med løjer for især de mindste børn, inden eventet officielt skydes i gang med masser af musik og sang på Store Torv kl. 18.

Thy-børnene kan sammen med deres familier se frem til et sprudlende åbningsarrangement, der også gæstes af borgmester Ulla Vestergaard, som står for nedtællingen fra altanen på Det Gamle Rådhus. Det forlyder desuden, at hun vil være iført borgmesterkæden i den festlige anledning.

Minervas ugle(gylp)
Efter åbningen kan børnene så gå på opdagelse blandt de mange finurlige aktiviteter over hele byen. Thisted Børnefilmklub viser eksempelvis uglefilm i ly og mørket i Kino 1-2-3, KFUM & KFUKs populære og (u)hyggelige kælder gemmer i år på natugler, mens Thisted Kirke byder på ugle-evangeliet.

Kig også forbi Thisted Museum, hvor den gamle græske gudinde for intelligens og visdom, Athene, har mistet sin hellige følgesvend, uglen. Uglen er nemlig taget på jagt efter mus. Har den mon sneget sig ind blandt de gamle sager i museets gemmer?

"På museet har vi både en rigtig gammel ugle samt dens uglegylp i udstillingen," siger museumsformidler Rune Tjørnild. "Ligesom arkæologer graver i jorden, så kan man også grave i uglegylp og undersøge, hvad der egentlig ligger i sådan en lille grålig klump..."

Den smukkeste uglepragt
KulturRummet har i dagens anledning iført sig sin smukkeste uglepragt: Musikskolen i Thy inviterer ind i de nye lokaler, hvor børnene både vil møde Sneuglen Ullas magiske univers samt smagsprøver på de mange kunstaktiviteter, der i løbet af ugen har foldet sig ud på skoler og i dagtilbud over hele Thy.

Læs om uge 37-aktiviteterne her.

Bibliotekets ugleunivers har en verdenskendt troldmandselev som omdrejningspunkt – og måske er du endda heldig at få dig et eksamensbevis fra Troldmandsakademiet. I Christiansgave kan du gå på opdagelse hos den hemmelige troldmandsorden 'De grå ugler' samt træffe Thistedspejderne, der har forberedt en jagt på ugler og fugle i papirklip. Hos Billedskolen i Thy kan du kreere din egen ugle på 2. sal i Plantagehuset – i stuen står Madværkstedet klar med et æblemosteri.

Aftenen afsluttes med det traditionsrige fakkeltog, der i år starter foran biblioteksbygningen og tager en tur igennem byparken, inden optoget fortsætter gennem byen mod Store Torv. På kirkegården har Thisted Teaterkreds skabt en særlig lysformation, der understøtter årets tema.

Få et samlet overblik over aktiviteterne her.

Trine Laustsen

Bibliotekar

Tel: 99 17 28 27

SEND EN EMAIL

SE PROFIL