Juni 17.06.2019

En tornerosesøvn i 100 år

Flaskepost til Fremtiden. 100 Elever fra Hurup Skole, Tingstrup Skole, Thorsted Friskole samt KulturRummets forfatterskole har netop lagt sidste hånd på de breve, der som flaskeposter skal sendes 100 år ind i fremtiden. Det er breve, der både er fulde af håb, og som samtidig beskriver det dagligdagsliv, der bliver levet af eleverne i dag.

I morgen kl. 13.00 mødes alle eleverne i Kultursalen på Tingstrupvej – her skal brevene forsegles i de flasker fra Thisted Bryghus, der er specialdesignet til projektet.

Når en elev har sat kapslen på sin flaske, er der ingen, der ser indholdet før den 18. juni år 2119. I de næste 100 år vil de private breve med deres budskaber sove tornerosesøvn på Museum Thy, der har forpligtet sig på at udstille og opbevare dem.

Med borgmestertale og børnechampagne
Thisteds borgmester Ulla Vestergaard holder tale ved ceremonien, og når alle flaskerne har fået kapsler på, vil de blive overdraget til Jytte Nielsen, museumsleder for Museum Thy.

Men hvad har eleverne så skrevet?
”Ja, det er jo en del af pointen, at vi ikke kan få det at vide, men det bliver muligt at se det oplæg til flaskepost-brevene, som danner baggrund for elevernes breve. Flere elever vil derudover blive interviewet live om, hvilke tanker deltagelsen i projektet har sat i gang hos dem, og publikum vil blive inviteret til selv at skrive små beskeder til fremtiden,” siger Nikolai Seidelin Banke, der er idémand bag projektet.

Blandt flaskeposterne vil der også være en ’master bottle’ med et brev fra Nikolai Seidelin Banke. Her vil tankerne bag projektet være udfoldet, og i brevet vil der være en særlig besked, som man kan høre, hvis man deltager – ellers får man chancen igen om 100 år.

Ved eventet vil der desuden være snacks, børnechampagnesamt noget at drikke til de voksne.

Flaskepost mimesis
Projekt Flaskepost til Fremtiden bliver den 23. august repræsenteret på Kulturmødet Mors, hvor der bliver et samtalepanel med blandt andre tidligere biskop i Aarhus Kjeld Holm. Her vil deltagerne desuden kunne være med i et mini-flaskepostprojekt, hvor håb for fremtiden sendes til deltagere på Kulturmødet Mors i 2020.

En del af Thy til Kultur
Flaskepost til Fremtiden er blot et af mange arrangementer, der kan opleves i løbet af ugen. Konceptet Thy til Kultur blev kickstartet i lørdags, og de mange aktiviteter for og med lokale borgere, diverse samarbejdspartnere og kulturaktører fortsætter til på fredag, hvor det hele afsluttes med årets uddeling af Thisted Kommunes Kulturpris.

Læs mere om Thy til Kultur her.

Flaskepost til Fremtiden er støttet af KulturRummet, Thisted Kommune, Museum Thy, Thisted Bryghus og Foreningen Norden.

Nikolai Seidelin Banke

Musiklærer

Tel: 21 39 49 62

SEND EN EMAIL

SE PROFIL