Maj 05.05.2020

Movethyvation

Dans med Thy: I uge 30 forvandles Thy til en kæmpe dansescene for unge i alderen 15-22 år. Få sandet til at hoppe, bunkeren til at rokke og fyret til at rulle.

I samarbejde med KulturRummet og KulturKANtens talentlaboratorium inviterer Movethyvation alle unge thyboer i alderen 15-22 år til at sætte Thy i bevægelse. Fra den 20.-24. juli skal vi sammen få sandet til at hoppe, bunkeren til at rokke og fyret til at rulle.

Movethyvation er en gratis danseuge fyldt med overraskende danseoplevelser i det smukke thy’ske landskab: Fra Fyret ved Nørre Vorupør over strandpromenaden i Klitmøller til Kanonbrønden i Hanstholm. På disse utraditionelle dansesteder vil Movethyvation give de unge et indblik i dansens vidunderlige verden og præsentere dem for dansestilarter inden for urban, moderne og kreativ dans:

”Movethyvation får base i KulturRummets lokaler i Thisted, men netop fordi Thy er så rig på smukke og særegne omgivelser, vil vi også tage ud i landskabet og forvandle Thy til en kæmpe dansescene. Tanken er, at dansen bliver en del af omgivelserne, og omgivelserne bliver en del af dansen og koreografien”, fortæller projektleder og danseformidler Sarona Sørensen.

I løbet af de fem dage, hvor Movethyvation danser rundt i Thy, vil de unge lære nye dansetrin og udvide deres eget bevægelsesrepertoirer, så de får redskaber til selv at gå på opdagelse i dansens uendelige univers og udvikle deres egne idéer og koreografier.

De unge vil blive inddraget i en kreativ proces, der vil udfordre idéen om, hvad dans og bevægelse er, og hvordan det udføres. Kan man danse uden musik? Kan man danse andre steder end i et lokale? Kan man danse uden et spejl? Ja, Ja, Ja!

Kribler det i fødderne for at sætte svingninger i kroppen, og har man lyst til at bruge en uge af sin sommerferie på at danse med Thy, så skal man være en del af bevægelsen: Movethyvation.

Man kan tilmelde sig ved at sende en mail til: movethyvation@gmail.com
Følg med på Movethyvations Instagram-profil: movethyvation