Maj 14.05.2020

Velkommen tilbage på biblioteket!

Nu genåbner et lille hjørne af KulturRummet! Fra mandag den 18. maj kan du igen låne og aflevere materialer på Biblioteket i Thy.

Foråret er kommet, sommeren er på vej og vores grønne bypark Christiansgave ”dufter lysegrønt af græs”, som det lyder i en af de mange sange, vi i den seneste tid har sunget sammen, men hver for sig. Corona/Covid-19 har jo desværre betydet, at vi har været tvunget til at stille det meste i bero og holde os på afstand af hinanden. Heldigvis ser det ud til, at vi også på det punkt går lysere tider i møde, og at vi nu langsomt må begynde at folde KulturRummets blade ud igen. Det første rum, vi i denne fase af genåbningen har fået lov til at byde jer velkommen ind i, er Biblioteket i Thy.

Udlån, aflevering og reservationer
Fra mandag den 18. maj kan du derfor igen låne og aflevere materialer på bibliotekerne i Thisted, Hurup og Hanstholm, ligesom det bliver muligt at reservere og bestille titler hjem fra andre biblioteker. Du kan også få printet fra en af vores computere. Vi står som altid klar til at hjælpe dig.

Hvis du ikke har mulighed for at komme på biblioteket, så fortsætter vi også med vores populære takeaway til hjernen og hjertet. Læs mere om bogposerne.

Læsesal
Vores læsesale er åbne igen, og du kan sidde og læse avisen i ro og mag. Der vil være håndsprit stillet til rådighed.

Gebyrer
Har du bøger eller andre materialer, der skulle have været afleveret, er der ingen grund til hastværk. Vi sletter nemlig alle gebyrer oprettet efter den 10. marts og giver dig 7 dage fra genåbningsdagen til at få afleveret dine lån.

Åbningstider
Du skal dog være opmærksom på, at du kun kan komme på biblioteket i den betjente åbningstid, det vil sige:

Thisted: Hverdage 10-17 og lørdage kl. 10-13.
Hurup: Hverdage 13-17
Hanstholm: Mandag, tirsdag, torsdag og fredag 13-17.

Arkivets læsesal
Vi overholder afstandskravene, derfor er der foreløbig kun adgang til arkivet for publikum efter forudgående aftale.
Skriv til os på arkiv@thisted.dk - eller ring til arkivar Orla Poulsen på 22 10 34 80, så i kan lave en aftale.



Vi passer på hinanden og følger myndighedernes retningslinjer
Selvom vi forsøger at åbne så ”normalt”, som vi overhovedet kan, er det klart, at besøget på biblio-teket bliver anderledes end det, vi er vant til. Hvis genåbningen skal lykkes, kræver det nemlig af os alle, at vi sammen tager hensyn og passer på hinanden ved at følge alle forholdsregler: spritter hæn-der, hoster og nyser i ærmet, holder afstand og undgår at stimle sammen.

På alle biblioteker vil der være sprit til rådighed og tydelig skiltning med anvisninger til, hvordan vi bedst muligt sikre os selv og hinanden. Vi følger selvfølgelig alle myndighedernes retningslinjer og har ekstra fokus på rengøring og hygiejne, så alle kan være trygge ved at komme på Biblioteket i Thy.

Vi glæder os til at se jer igen!

Marie Louise Honoré Aamann

Souschef, Biblioteket i Thy

Tel: 99 17 28 01

SEND EN EMAIL

SE PROFIL