Marts 20.03.2020

Hele Thys kulturfestival

Thy til Kultur blev lanceret i 2019 – og det blev i den grad en uge spækket med spændende, festlige og givende oplevelser for alle de glade besøgende. Vi gentager selvfølgelig succesen i år og vover pelsen og kalder det en tradition.

Hele tanken med Thy til Kultur er nemlig, at det skal være en årligt tilbagevendende kulturuge for hele Thy. En kulturfestival, hvor vi sammen med vores gode kulturkolleger viser (noget af) alt det gode kulturliv, vi kan tilbyde her i vores skønne nordvestjyske landsdel.

Du vil igen i år opleve et Thy, der bobler af engagement, kreativitet og en lyst til at vise, hvad det kan. Ugen byder på en palet af farverige kulturaktiviteter for alle aldre og smagsløg: fra Beethoven til Beatles, fra bogcafé til brætspil, fra foredrag til forårsforestilling, fra skattejagt til skateboard. Foretrækker du at få serveret kulturen med vind på næsen, så kom! Eller vil du hellere nyde den med tag over hovedet, så kom! Alle er velkomne. 

Fælles kulturfront
Kulturfestivalen drøner i år derudad fra lørdag d. 23. maj til fredag d. 29. maj. Ugen kulminerer med et festligt afslutningsarrangement, hvor Kulturelt Samråd uddeler Thisted Kommunes Kulturpris til årets kulturelle ildsjæl, men nogle af vores gode kulturvenner fra SMK Thy i Doverodde og Thy Højskole i Hanstholm har faktisk sørget for at forlænge herlighederne helt til søndag d. 31. maj.

Thy til Kultur er således ikke kun KulturRummets projekt. Thy til Kultur er et fantastisk udstillingsvindue for hele den brede vifte af kulturtilbud, som findes i Thy – og ikke mindst en fantastisk chance for at vise alle, hvad det kulturelle Thy har på tapetet.

”Vi er enormt stolte af, at der igen tegner sig et fantastisk bredt og varieret program for Thy til Kultur, og vi er glade for at se, at der også i år er virkelig flot opbakning til kulturugen fra vores kulturkolleger i hele Thisted Kommune. I KulturRummet ønsker vi til kulturugen at vise thyboerne alt det, vi kan og gør til daglig - ikke mindst de spændende ting, vi kan skabe på tværs af f.eks. musikskole og bibliotek og med inddragelse af smukke Christiansgave. Samtidig glæder vi os til at vise resultatet af, hvad der kan skabes af fantastiske aktiviteter, når vi danner fælles kulturfront med det sprudlende forenings- og kulturliv, vi har i Thy,” fortæller Eva Sjælland, leder af KulturRummet.

Det festlige program er for alvor ved at falde på plads, og vi kan derfor allerede nu afsløre, at du blandt meget andet kan opleve inddragende stand up med Jakob Svendsen, landskabskunst i Hanstholm, åbne værksteder hos SMK i Doverodde, guidet historisk vandring i Snedsted og festlige sang- og koncertoplevelser i både Thisted, Hurup og Frøstrup. Det er med andre ord et program med noget for enhver smag og fordelt over hele Thy. Alle kan være med: store som små, hvad enten du går i stiletter eller har træsko på.

9 dage med kulturpedalen i bund
Kulturugen kickstarter lørdag d. 23. maj, hvor KulturRummet holder et stort åbent hus-arrangement. Her kan du opleve et væld af aktiviteter for hele familien. Musikskolen og biblioteket åbner dørene for sjove og lærerige aktiviteter, mens du i Christiansgave kan tage på skattejagt, lytte til Frank M.s underholdende koncert eller se Dramaskolens forårsforestilling. I Plantagehuset kan du gå på opdagelse hos både Forfatterskolen, Dramaskolen og Billedskolen, ligesom der kan gøres et kup til loppemarked og bogsalg.

Ugen slutter af med en festlig reception i Kultursalen på musikskolen i Thisted, der blandt andet danner ramme om Kulturelt Samråds uddeling af Thisted Kommunes Kulturpris. Efterfølgende arrangerer URT et stort afterparty, inden ugen sluttes af med weekendarrangementer i Hanstholm og Doverodde. Du kan altså se frem til hele 9 dage, hvor den kulturelle gaspedal er trykket helt i bund!

Følg med på Thy360.dk, som løbende opdateres med beskrivelser af arrangementerne for Thy til Kultur, ligesom du kan glæde dig til vores særkatalog for ugen, der giver dig et samlet overblik over det væld af aktiviteter, der venter på dig. Vi glæder os til at se dig til Thy til Kultur!

 

På grund af den nuværende situation omkring COVID-19, tages der forbehold for aflysning og ændringer i programmet.