April 28.04.2021

Dagens vejr er picnicvejr!

Hent en picnickurv fra Madværkstedet og gå på opdagelse i den Thy'ske natur. Som en del af Thy til Kultur kan du bestille en picnickurv to go i Madværkstedets åbningstid. Du kan bestille din picnickurv fra den 4. maj og frem til 25. juni.

Findes der noget skønnere end at pakke en lækker madkurv ud, i dejligt selskab, en lun dag med skyfri himmel og svag brise og på det helt rigtige sted? Nej, vel?

Ahhh, bare læne sig tilbage, blinke til hende eller ham den søde, tage en lille godbid op af kurven og nyde, at der er lang tid til mandag, madpakker og møder på jobbet.

Desværre kan du ikke lige finde opskriften på de der vildt lækre pirogger, har ikke tid til at bage en frisk sommertærte, de eneste flasker tilbage er de vindueskarmsvarme Slots-øl, du har glemt hvor kommer fra – og du er i øvrigt helt tom for idéer til, hvor du skal tage hen.

Madværkstedet har løsningen: picnickurv to go PLUS skattekort til 11 håndplukkede og hemmelige steder ude i vores dejlige natur rundtomkring i Thy!

I maj, juni og august har du mulighed for at købe en kurv med gode sager, som du kan tage med dig og nyde på dit hemmelige sted. Og har du ikke lige et hemmeligt sted, så har vi sørget for at pakke et lille skattekort med 11 spændende spots, klar til at blive udforsket.

Vælg mellem tre forskellige kurve:

  • Den romantiske kurv (inkl. fyldte vandbakkelser, små tapas, minitærte, dessert, frugt og grønt, en flaske bobler, glas og skattekort, pris 320 kr. for to voksne)
  • Familiekurven (inkl. minisandwich, tærte, små tapas, frugt, dessert og skattekort, pris 190 kr. for to voksne + 60 kr./barn)
  • Den søde kurv (take away kaffe/te, kager, småkager og skattekort, pris: 130 kr. for to voksne.

Så uanset om du skal på date, ud at lufte børn eller børnebørn eller måske på venindetur med kaffe i det fri, har vi en kurv, der passer ret perfekt til formålet.

Vi pakker herlighederne i en stofbylt (af genbrugsstof, naturligvis), som bliver til en fin, lille dug, og maden i miljøvenligt materiale.

Så hvad venter du på? Sving forbi Madværkstedet efter din picnickurv og nyd livet i den måske dejligste afkrog i Danmark.

Bestil gerne din picnickurv på tlf.nr. 9917 3834, så har vi den klar, til du kommer.

God tur ud i det blå! :-)

OBS: Flere af de hemmelige spots er handicapvenlige. Disse er markeret på kortet.

Afhentning uden Corona-pas

Har du ikke et gyldigt Corona-pas, så fortvivl ikke. Når du bestiller, aftaler du bare, at du gerne vil hente din picnickurv i døren til Madværkstedet – nemt, hurtigt og frem for alt sikkert!
 

Andrea Fabiana d’Ovidio

Køkkenleder

SEND EN EMAIL

SE PROFIL

Martin Vadmann Ubbesen

Teknisk serviceleder, Daglig leder af Plantagehuset

Tel: 20 46 37 33

SEND EN EMAIL

SE PROFIL