April 29.04.2022

Musik er en hurtig vej til fællesskab

Katrine Muff, der taler flydende fællessang, har sammen med forfatteren Stine Pilgaard udvidet hjertesproget med nye sange, der kan binde os sammen. For i fællessangene kan vi nemlig finde hinanden, fortæller hun i dette interview.

Af Martin Rohr Gregersen

”Vi er alle sammen blade/ i vinden/ tilfældighedernes fest/ så mødtes vi her i den samme blæst”, skriver forfatteren Stine Pilgaard i de afsluttende vers af sangen ”De korte sætningers land”. Den gør samtidig også regnebrættet op i hendes tredje roman, ’Meter i sekundet’ (2020); en genreblandende, vittig, indfølt og sprogfølsom rapport fra Vestjylland og højskolelivet her.

Og det er på ingen måde tilfældigt, at forfatteren lader romanen klinge ud i præcis disse ords poetiske påmindelse om, at afstanden mellem os ikke er så stor, som vi måske går og tror; at så forskellige er vi mennesker heller ikke, når det kommer til stykket. ’Meter i sekundet’ er nemlig en roman, der ”mest af alt handler om at række ud efter andre”, som Pilgaard selv formulerer det i sangbogen ’De korte sætningers land’ (2021), hvori alle ni sange fra romanen er samlet med noder, refleksionstekster og et helt album.

Udgivelsen har hun således heller ikke lavet alene, men sammen med komponist Katrine Muff, der har skrevet nye melodier til teksterne, hvoraf to – ”Sommersang uden sol” (nr. 341) og ”Fortabt er jeg stadig (nr. 486) – blev optaget i den 19. udgave af Højskolesangbogen (2020).

De mødtes i Vig

Meget sigende var det netop teksten ”De korte sætningers land”, der fik forfatteren og musikeren til at række ud efter hinanden og sætte gang i det samspil, som de efterfølgende har modtaget højskolernes ”Den Folkelige Sangs Pris” for. Det fortæller Katrine Muff i telefonen på vej til Askov Højskole, hvor hun skal holde et sangkursus om det, jeg også har ringet til hende for at høre mere om, nemlig den danske sangskat og fællessangstradition – og ikke mindst hendes eget bidrag til den:

”Stine og jeg mødte hinanden på Den Rytmiske Højskole i Vig, hvor vi begge var inviteret til et sangskriverseminar i forbindelse med tilblivelsen af den nye højskolesangbog. Her blev jeg med det samme meget grebet af Stines måde at skrive på: sjovt, skarpt og uden bullshit, ligesom hun også er som menneske. Og så var håndværket bare i orden. Så jeg spurgte, om jeg ikke måtte få lov til at komponere melodien til en af hendes tekster, og det fik jeg lov til med ’De korte sætningers land’. Efter en time var sangen færdig, og siden har vi ikke set os tilbage”, som Muff tilføjer med et grin.

Flydende fællessang

Hvordan det kan lade sig gøre på så kort tid at skrive så øm, tidløs og ubesværet en melodi, som den, der kom ud af det første møde med Pilgaards tekst, er lidt af en gåde. Men sådan har det været med alle melodierne. Det skyldes ikke, at hun ikke gør sig umage eller tager sig tiden, men at melodierne hurtigt størkner, hvis hun nørkler for meget med dem, forklarer Muff med en af de mange analogier hendes sprog er rig på:

”Hvis du forestiller dig, at du i starten har et flydende materiale, som du arbejder med, cement f.eks., så stivner det ret hurtigt, og når du dertil, skal du til at arbejde med hammer og mejsel for at få ændret formen, og det er her, man ofte kan komme til at banke næsen af sfinksen. Men hvis du arbejder med det flydende, bløde materiale, så er det som om det også arbejder med dig, så det bliver et samarbejde. Jeg skriver meget intuitivt, og det har jeg altid gjort. Så det der med at sidde og komponere på sådan en klassisk-teoretisk måde, hvor der er tænkt over tingene – så nu leder den der tone hen til den der tone og så skal vi have fat i en bidominant og sådan noget – det har aldrig været mig.”

Fællessang er et værn mod ensomhed

I stedet dykker hun med den største selvfølgelighed ned i det repertoire af kendte og elskede sange fra den danske sangskat og låner af den fælles kasse, som hun, der er vokset op i en præstefamilie, har haft adgang til, siden hun som lille sad på kirkebænken:

”Jeg er vokset op i Folkekirken, hvor fællessang virkelig er en del af dna’et. Så jeg har sunget fællessang hele mit liv. Det betyder også, at hver gang jeg har sunget en fællessang, er der drysset penge ind i pengetanken, og det er bare der, jeg går ind, når jeg skal hente inspiration til mine sange. Jeg tror, at jeg, nok mere end hvad jeg tænker over, stjæler lidt fra de sange, jeg kender, og de kadencer, jeg er vant til fra fællessangene. Jeg taler det der sprog ret flydende”, lyder det fra Muff.

Som folkekær vært på DR-programmet ”Fællessang – hver for sig” oplevede hun igen, hvordan fællessangene, som de gjorde først på kirkebænken og siden på Højskolen, har en særlig evne til en binde os sammen:

”Fællessang er for mig noget, der skaber sammenhængskraft og synkroniserer mennesker både følelsesmæssigt og fysisk, fordi man er i sangene sammen”, siger Muff og fremhæver, hvordan vi i fællessangene også kan finde et fælles sprog for alt det, vi måske har svært ved at tale med andre om:

”Jeg synes, det er enormt rørende og smukt, når vi sammen kan synge om de svære følelser, ensomhed, angst eller sorg, der normalt er tabulagte og forbundet med ensomhed. Når vi i fællesskab synger ordene og melodierne, så er vi ikke alene”.

Det planlagte arrangement med Stine Pilgaard og Katrine Muff er desværre aflyst - men i stedet inviterer KulturRummet til en aften med fokus på de to sangskriveres bidrag til den danske sangskat. Læs mere her. 

Martin Rohr Gregersen

Litteratur- og kulturformidler

SEND EN EMAIL

SE PROFIL