Januar 13.01.2022

En parasit i Grønland

Læs et interview med forfatterdebutant Rasmus Theisen, som besøger KulturRummet torsdag den 27. januar, her.

Af Martin Rohr Gregersen

Egentlig havde den dengang 21-årige Rasmus Theisen (f. 1995) ikke nogen planer om at udgive en roman om Grønland, da han i 2016 flyttede til Vestgrønland for at finde sig et arbejde som ufaglært. Han ville absolut ikke være endnu en af ”de der danskere”, der rejser til verdens største ø, hvorefter de gribes af en pludselig fortællertrang.

Alligevel sidder jeg nu med den forfatterskoleuddannede forfatter i røret for at tale om en bog, der i hvert fald i udgangspunktet gør ham til netop dét, nemlig den mærkværdige, arktiske spændingsroman eller hunde-krimi, Andre hunde, som han debuterede med på forlaget Gyldendal tilbage i august 2021. Hvad er meningen?

Rasmus Theisen går udenfor og op på en tågeindhyllet bakke ved sit hjem på Mols i Djursland for at prøve at rette op på den noget ujævne telefonforbindelse, men sådan set ikke på paradokset. Han er nemlig helt med på, at han på mange måder er blevet det, han fra begyndelsen havde kæmpet så meget i mod:

”De første fire måneder, jeg boede i Grønland, skrev jeg bevidst om alt muligt andet, indtil en nat, hvor jeg pludselig bare stod op og fyrede en tekst af, der foregik i Grønland. Den tekst endte jeg med at søge ind på Forfatterskolen med og tage med i bogen”, fortæller han om det vrangvillige arbejde med romanen, som han ikke desto mindre fortsatte med på trods:

”Men skulle jeg skrive en bog om Grønland, så måtte jeg skrive mig igennem min modvilje og gøre den til en væsentlig del af bogen: Hvad er det, der ligger og ulmer, som gør, at jeg ikke har lyst til at skrive om Grønland?”

Vi skal tale om kolonialismen
Svaret er Danmarks rolle som kolonimagt og den kolonisering på både det makropolitiske og mikro-sociale plan, der ifølge Theisen fortsat finder sted og sætter sig tydelige spor i Grønland i dag. Derfor er det heller ikke så meget en historie om landet med den storslåede, uberørte natur, man får i Andre hunde, men en fortælling om danskere i Grønland set fra en uvidende, ung danskers perspektiv.

Han er flyttet til den fiktive kystby Etah i Nordvestgrønland, hvor han først arbejder på et bibliotek og senere som skorstensfejer for den mildest talt suspekte og magtfulde danske entreprenør, Muldvarpen. Problemet er bare, at han, som hovedparten af alle danskere, hverken kender sproget eller kulturen. I en central scene i begyndelsen af bogen møder jeg-fortælleren eksempelvis sin genbo, der er ved at hænge fisk til tørre:

- Hej, sagde jeg. Har du selv bygget tørrestativet?

- Nukannguaq, sagde hun.

- Nukannguaq?

Hun pegede på mig. Jeg pegede også på mig.

- Nukannguaq, sagde jeg.

- Nukannguaq.

Hun rystede på hovedet og smilede.

- Det er nogle flotte fisk.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, eller hvad der egentlig var blevet sagt.

Den unge dansker løber ind i en sproglig blindgyde, fordi han antager, at alle grønlændere taler dansk, og det er en kolonialistisk tankegang, forklarer forfatteren:

”Man er lullet ind i en eller anden forestilling om, at Grønland er dansk. Hvis du går ned på kommunen i Grønland, så taler de dansk. Hvis du går ned på politistationen, så er 90% af de ansatte danskere. Jeg kunne så let som ingenting flytte til Grønland. Danskerne er et parallelsamfund i Grønland, et mindretal, som alligevel har mere magt, mere indflydelse og flere penge.”

Dén historie hører vi bare ikke ret meget til i medierne eller i skolen, for den sags skyld, understreger Theisen flere gange og efterspørger samtidig ”en mere øm samtale danskerne imellem om, hvad vores forhold til Grønland er”.

Problemer under debat
Den 26-årige debutant vil med andre ord gerne sætte problemer under debat. Han vil gerne afmontere myten om den velmenende kolonisering. Han vil gerne gøre op med vores turistede polardrøm om Grønland som et ”arktisk paradis”, som det hedder i bogen, der i stedet præsenterer læseren for en ukendt, dødelig sygdom blandt slædehundene, som derfor bliver dræbt og skamferet under mystiske omstændigheder.

Men hvorfor har han så ikke skrevet en kronik, kunne man spørge?

”Romanen kan på en anden måde end en klumme, debatindlægget eller interviewet være et rum, hvor koloniseringen ikke kun er noget fjernt og abstrakt, men noget nærmest hverdagsligt, der hele tiden udspiller sig i interaktionen mellem de forskellige karakterer og i magtforholdene mellem dem”, lyder begrundelsen fra den markante forfatterstemme, der besøger KulturRummet d. 27. januar.

Martin Rohr Gregersen

Litteratur- og kulturformidler

SEND EN EMAIL

SE PROFIL