Januar 12.01.2022

Vejen til maven går gennem litteraturen

Kom med ind i litteraturens appetitvækkende spisekammer.

Af Martin Rohr Gregersen

Bruger De ord i kaffen?
– lyder den spørgende og spøgende titel på forfatteren Kirsten Hammanns (f. 1965) romanpoetik fra 2001. De fleste vil nok vride sig lidt i køkkenstolen ved udsigten til tryksværte i den morgenkaffe, de ellers drikker i blæksorte mængder. Ikke desto mindre kan ord sagtens ligge godt i munden, som de tydeligvis gør hos rapperen Per Vers (f. 1976), når han i sit nyklassiske hyldestnummer ”Black Power” (2005) lader ordene flyde over med netop kaffeglæde, ristede rim og barokke billeder: 

"Jeg er ikke en morgenstjerne, men la' mig indta/ 'En lille swut, så får jeg reflekser som en ninja/ Hjerneceller bli'r til kampklare tropper og/ Får øjne så store som kaffekopper”, som det lyder i første strofes koffeinindsprøjtning til eventyrets tekopper.

Ja, det er lige før man glemmer den indflydelsesrige tyske filosof Friedrich Nietzsches (1844-1900) formanende ord fra det semi-selvbiografiske værk Ecce Homo. Hvordan man bliver, hvad man er (skrevet 1888, publiceret 1908), hvor han under den kæphøje overskrift ”Hvorfor jeg er så klog” blandt andet slår et slag for den ifølge ham rette ernæring.
Du bliver, hvad du spiser (og drikker), kunne man også sige med et velkendt mundheld. Opskriften lyder: ”Ingen mellemmåltider, ingen kaffe: kaffe formørker. Te kun sundt om morgenen. Lidt, men med energi”.

Elskovsmad og pølsesnak
Sådan kan man igen og igen finde litteraturens (b)ord dækket med alt det, vi spiser og drikker, fordi mad er et grundvilkår og en fundamental del af vores tilværelser, der ikke bare sætter sig på sidebenet, men også på sjælen – og af den vej finder ind i sproget. Fra Sangenes Sang til Rimenes Rim; fra den bibelske Højsangs erotiske madmetaforik, hvor den sanselige nydelse af den elskede forbinder sig med den sanselige nydelse af mad (”Nu kommer jeg til min have, min søster, min brud,/ jeg plukker min myrra og min balsam,/ jeg spiser min bikage og min honning,/ jeg drikker min vin og min mælk./ Spis, venner,/ drik, og berus jer i elskov!”) - til Halfdan Rasmussens (1915-2002) pølsesnakkende remser, hvor både madglæden og sprogappetitten bliver stillet af de velsmagende lyde (”Else elsker pelse./ Else elsker pølse./ Pølse åd hun dagen lang./ Elses pels blev alt for trang./ Pelsen holdt, men Else sprak./ Else – pelse – pølsesnak.”).

Poetisk æbleskud
Siden sytten hundrede hvidkål (og længe før det) har vi på den måde fået maden ind med modersmålet og brugt den som optik til at betragte mennesket selv igennem. Det gælder på det individuelle plan, når en mundfuld øllebrød med flødeskum f.eks. straks sender mig tilbage til vinterhvide morgener ved mormors køkkenbord; når en madeleinekage dyppet i linde-te kan åbne jeg-fortælleren Marcels porte til ”erindringens mægtige bygningsværk” i et af verdenslitteraturens vel nok mest kendte serveringer, nemlig den franske forfatter Marcel Prousts (1871-1922) På sporet af den tabte tid (1913-1927).

Men det er i høj grad også tilfældet, når det kommer til kulturhistorien. Tænk bare på frugten over alle frugter: æblet. Tager du en bid af et æble, tager du ikke bare en bid af et æble, men også af den mytologiske, religiøse, kunstneriske og litterære saft og kraft, det gennem tiden har fået indpodet. Prøv bare at gå på æbleskud i litteraturens grenværk, og du vil opdage, at det er det rene barnemad at få øje på æblerne.

Allerede den oldgræske eros-digter Sapfo, der levede på øen Lesbos i 600-tallet f.Kr., griber flere gange ud efter frugten som billede på dét erotiske begær, der lyser ud af de overleverede fragmenter, vi stadig kan læse i dag, mens de i den hjemlige abildgård hos eksempelvis den modernistiske og civilisationskritiske lyriker Ole Sarvig (1921-1981) bl.a. bliver brugt som en metafor for det maskinelle og instrumentaliserede verdenssyn, der lader mennesket stå tilbage ”som gnavede æbler,/ sorte af orm”, som der står i digtet ”5-TIDEN” fra Grønne Digte (1943).

Et æble er altså aldrig bare et æble, og et måltid handler ikke kun om at stille sulten og slukke tørsten, men også om alt muligt andet. Maden er nemlig en nærmest uomgængelig ingrediens i kulturen, ligesom kulturen giver vigtig næring til maden. Det viser litteraturen os igen og igen. Så: Værsgo og læs! Og husk: Et digt om dagen holder doktoren fra døren.

Martin Rohr Gregersen

Litteratur- og kulturformidler

SEND EN EMAIL

SE PROFIL