Juni 15.06.2022

Gode idéer til sommerferien

Så er det snart sommerferietid og tid til at finde på ferieaktiviteter. Men hvad skal du lave i ferien? Bare rolig, her finder du gode idéer til din sommerferie i Thy.

Musik: Rock og rul sommeren igennem 

Jesper, musiklærer og servicemand i KulturRummet

Jeg er slet ikke i tvivl om, at min sommer skal begynde med et brag. Derfor tager jeg til Thy Rock, som finder sted i slutningen af juni.

Det er også på Thy Rock, at Fokuslinjen fra Musikskolen i Thy fyrer den af foran et kæmpe publikum. Det vil jeg ikke gå glip af.

Og så er der jo Alive Festival i slutningen af juli. Der er simpelthen bare altid sådan en god stemning, og de byder hvert år på en pose af lækre musikalske bolsjer inden for nyere og moderne dansk musik.

 

Sommerbøger: Enhver god ferie kræver en god bog!

Øjvind, bibliotekar i KulturRummet

Det at give sig selv tiden til at læse en god bog, det er at give sig selv endnu flere sommerglæder. Så når jeg vælger bøger til min sommerferie, så vælger jeg gerne en af to typer sommerferielæsning.

Enten er det bøger om det sted, hvor jeg er på ferie, fordi det at læse på den måde giver en helt anderledes indsigt i og oplevelse af det sted, hvor ferien holdes. Eller også er det bøger, som tager en med på rejse til nye steder. På den måde får man nemlig dobbelt op på sommeroplevelser.

En sommerferie her i Thy ville derfor være en oplagt anledning til at læse Maria Hellebergs trilogi Kvinderne -, Søstrene – og Barnet fra Thy. Mens en ferietur rundt i Danmark ville gøre Sommerferiedigte af Nikolaj Zeuthen til et oplagt valg. Forfatteren og dennes familie rejser nemlig Danmark tyndt i seks uger – en rejse som opleves i digte.

Skal rejsen gå til fjerne kyster, så kan jeg anbefale Paradis af Abdurazak Gurnah, som handler om 12-årige Yusuf, der af sine forældre sendes til den afrikanske østkyst som gældsslave. Med bogen lærer vi om stammestridigheder, overtro, sygdom og slaveri samt oplever områdets berusende skønhed.

Jeg kan også anbefale at læse På rejse med Charley af John Steinbeck. Sammen med en mand, en blå fransk puddel ved navn Charley og en autocamper døbt Rosinante tager vi på køretur for at opdage Amerika og amerikanerne - og vi kommer helt ind under huden på både naturen, byerne og menneskerne, som bor der. 

En mere historisk anbefaling er Utålmodige hjerter af Stefan Zweig. Den foregår i Østrig i tiden lige efter 1. Verdenskrig, hvor en far, en datter og en løjtnant skal håndtere forandringer, ondskab og brutalitet. Det kan lyde tungt, men Zweig er faktisk let som en sommerbrise. Han er en forfatter, der elsker at fortælle den gode historie, og hvem elsker ikke at få en god historie fortalt?

 

Foto: Thy da lige til Nationalparkens skønhed

Bjarne, fotograf og teknisk servicemedarbejder i KulturRummet

Alle bør helt klart besøge Nationalparken i løbet af sommeren. Der er både et rigt dyreliv, der er historie, og der er frisk luft. Selv fotografere jeg, og jeg vil virkelig anbefale at give det et forsøg, fordi der er så mange gode og sjove minder forbundet med fotografier.

Jeg har et par absolutte favoritsteder i Nationalparken, hvor jeg kan bruge rigtig mange af mine sommertimer. Det ene er ved Lyngby, og det andet er på Aggertange.

Der er aldrig en dag, som er ens i naturen. Den forandrer sig så dejligt hele tiden. Jeg kan tage derud i de tidlige morgentimer, og så ser både klitterne og havet helt anderledes ud, end hvis jeg vender tilbage til det samme sted om eftermiddagen.

Og er fotografering ikke noget, så er det at vandre, nyde naturen samt finde tid til ro og fordybelse også en fantastisk oplevelse. Og skulle du pludselig få havtrang, så er Vesterhavet jo lige til at hoppe i.

 

Vandring: Gå gå - bare ud at gå en tur

Kristian, vandreekspert og administrativ medarbejder på Biblioteket i Thy

Der er slet ingen tvivl om, at jeg synes, alle bør forsøge sig med nogen af de mange vandreruter, vi har i Thy. Uanset om du er begynder eller rutineret, så er der noget for alle.

Et godt sted at tage hen, hvis du er begynder, det er Savbjergruten ved Tved. Den er godt 4,2 km lang, den er nem og flad, den er handicapvenlig og god til barnevogne. På ruten kommer du forbi to fantastiske udkigssteder, mens der i begyndelsen af den er en shelterplads og bålhytte, så du kan samle venner og familie til at spise sammen.

Hvis I er en familie med lidt større børn, som selv kan gå, så er Isbjergruten et godt sted at tage til. På den smukke 2,6 km lange rute lige ud til Nors Sø og Nors Bagsø får I også et fantastisk kig ud over Hanstholm Vildtreservat. I begyndelsen skal I lige op ad en lidt stejl skrænt, men så får I også lov at se, hvordan naturen og især skrænten har udviklet sig over tusinder af år siden istiden. Også her finder I borde- og bænkesæt til at spise madpakken ved.

Er du garvet og habil udi vandring, så vil jeg foreslå at tage turen til Sorte Næse-ruten, der faktisk er en sort klint, som ligner en næse. Det er nemlig den sværeste rute i Nationalparken Thy. Den begynder ved Lodbjerg Fyr, hvor der er både madpakkehus og kaffestue. Herefter skal du via en meget stejl nedgang hen til stranden, hvor det meste af den 6,2 km lange rute går. Turen er på samme tid både barsk og smuk med skrænten på den ene side og Vesterhavet på den anden side.

Find ruterne på Nationalpark Thys side: Vandretur

  

Museum: Historiske sommeroplevelser

Trine, børnebibliotekar ved Biblioteket i Thy og KulturRummet

Noget af det bedste ved sommeren er at gå på opdagelse i den lokale historie, og her i Thy har vi virkelig nogle spændende steder.

Bunkermuseet i Hanstholm er et rigtig godt bud på sådan et sted. Her mærkes virkelig den rå stemning fra bunkeren, ligesom det er muligt at se, hvordan vi i Thy var påvirket af 2. Verdenskrig, idet store dele af lokalbefolkningen måtte forlade deres hjem for tyskerne.

Vestkysten med alle bunkerne var jo en vigtig brik i krigen, og det fornemmes på museet. Især vil jeg anbefale at tage med det lille tog, fordi man kører igennem en bunker, som er helt uberørt siden den tid.

Som en del af oplevelsen kan man også dykke ned i noget af den børnelitteratur, som vi har. Spændingsbogen I Rosens Midte tager udgangspunkt i 2. Verdenskrig. Her møder vi en dreng, der ikke ved, hvad der skete med hans mor, men han får en masse spor til at opklare mysteriet.

En anden spændende historisk lokation er Heltborg Museum i Sydthy. Her er opført en rekonstruktion af et jernalderhus, og om sommeren er der masser af aktiviteter ved bålstedet samt på jernalderpladsen i form af kunsthåndværk og udklædning. Også her kan Biblioteket i Thy give oplevelsen lidt ekstra, idet vi i vores fagafdeling for børn har mange spændende bøger bl.a. om jernalderen og vikingetiden.

Lån bøgerne: Stenalderen, Bronzealderen, Ting og tegn fra fortiden 

 

Kreatid: Hvad med at stene lidt?

Aase, kreativ medarbejder og rengøringsassistent i Plantagehuset

Vi tager næsten altid på stranden i vores sommerferie. Da mine børn var små, byggede de sandslotte, mens jeg samlede sten. Og jeg samler stadig sten, så jeg har til både kreative sommeraktiviteter og forsyninger til efteråret samt vinteren. Mine børn siger faktisk, at jeg hele tiden stener.

Men i virkeligheden er det at lege med sten jo en vildt dejlig måde at være kreativ på, fordi det kan blive til både kunst, halskæder og dekorationer.

Jeg tager også altid til Hurup hver mandag i skolernes sommerferie. Her er der kræmmermarked med alle mulige slags håndarbejde og kræmmersager. Jeg har f.eks. selv solgt nogle af mine sten-kreationer på markedet. 

Og hvis vejret slet ikke er med mig, så tager jeg på inspirationstur hos de små gallerier, som vi har her i Thy. Det er en dejlig måde at få ideer til sit næste kreative projekt. 

Lån bøgerne: Mandala-sten, Kunst på sten og Sjov med strandsten

 

 

Naturtid: Uanset vejret, er naturen ren sommeridyl

Dorthe, bibliotekar i KulturRummet

I min familie elsker vi naturen, og meget af vores sommer går faktisk med at komme ud og finde nye kroge. En særlig fantastisk krog er Jættestuen ved Lundehøj i Sydthy. 

I kan parkere ved en gammel gård, hvor I også kan købe tændstikker og stearinlys til en 10-15 kr. Herefter går I så godt 0,5 km på en grusvej op til højen. Når I er kravlet ind i Jættestuen, kan I tænde jeres lys og udforske. Det er virkelig en meget anderledes udflugt og en god måde at opleve en del af den historie, som er lige for næsen af os mange steder her i Thy.

Så er der jo alle vores klitplantager, hvor der er ruter til at gå, løbe, cykle, hoppe, hinke og mountainbike. Især Nystrup og Thorsted Klitplantage er blandt favoritterne. Her kan vi lege og finde på fortællinger, mens vi bevæger os gennem plantagen eller går på opdagelse i naturen. Der er bare noget for enhver – uanset form og lyst til aktivitet – og du opdager bare nye ting, hver gang du er her.

Naturoplevelser her i Thy er uden tvivl noget helt særligt, og det mest fantastiske er jo, at uanset vejret så kan naturen anvendes på mange måder. Vi får f.eks. ideer til, hvordan vi kan bruge naturen i madlavning eller i indretningen – og så bruger vi faktisk også tid på at finde på nye variationer til vores madpakker, som vi kan tage med ud i naturen, næste gang vi skal på opdagelse. 

Lån bøgerne: Tag Naturen med hjem, Smag på naturen og Madpakkebogen