Juni 23.06.2022

Tre spørgsmål til den nyeste bogfisk: Mikkel Frey Damgaard

Journalist, radiovært og forfatter Mikkel Frey Damgaard tager i sin anden bog - "Fiskejournal. En begynders bekendelser" - læseren med på fisketur ud i naturen og ind i menneskelivet på godt og ondt.

Af Martin Rohr Gregersen

Hvad har du lært ved vandet?

Jeg har selvfølgelig lært en masse om fiskeri og biologi, som også er med i bogen. Men ved vandet blev jeg også konfronteret med dybet i mig selv. Fiskeri har den store velsignelse, at man ikke kan se og måske heller ikke helt forstå, hvad det er, der foregår under overfladen. Så man er på en eller anden måde overladt til nogle andre kræfter og sin egen fantasi. Og lige nøjagtig ens forestillingsevne er noget af det, der virkelig kan drive livet fremad, men det er også noget af det, der kan være allermest skræmmende: Vi kan forstille os de mest uhyggelige ting, og det gjorde jeg derude helt alene i dagevis, men undervejs gav fiskeriet mig også den erkendelse, at det, der føles fastlåst, faktisk kan forandres. Den erfaring håber jeg at give videre med min bog.

Som jeg læser din bog, er der en særlig dobbelthed forbundet med lystfiskerens forhold til naturen. På den ene side oplever du at være forbundet med den. På den anden side er fiskeriet også et udtryk for en kamp mellem menneske og natur. Kan du genkende det?

Ja. Når man fisker, bliver man meget ydmyg og ærbødig. Det er jo sindssygt smukt ude i naturen, og man oplever den på en ganske særlig måde, når man står ude i vandet med waders på time efter time. Derfor kan man heller ikke fange en fisk og tage den med hjem uden et stik af smerte over, at man tager noget fra verden. Den følelse skal vi holde fast i, fordi vi skal passe enormt godt på naturen. Omvendt er det også vigtigt, at vi som mennesker står ved vores evne til at destruere og indser, at det grusomme findes i os. Det er, tror jeg, sundt at reflekterer over, at vi rummer evnen til at gøre ondt. Det må ikke skubbes væk. Netop fordi vi i fiskeriet mødes af noget på samme tid stærkt og skrøbeligt, smukt og grusomt, står vi her på en helt særlig måde over for, hvad det vil sige at være menneske.

Fiskeriet virker til, i hvert fald kulturelt, at være forbundet med noget maskulint - og det er også meget mænd, der, som dig selv, skriver om at fiske. Hvorfor trækker fiskeriet særligt i mænd?

Det har det jo i hvert fald gjort, og i begyndelsen troede jeg måske også selv, at det havde noget maskulint over sig. Men der kommer heldigvis flere og flere kvinder, og der er nogle rigtig seje ambassadører, som er med til at nedbryde forestillingerne om, hvad det vil sige at være lystfisker og at det skulle være særligt maskulint at være det. Det, som jeg synes er helt grundlæggende misforstået ved maskuliniteten, er, at man ikke må vise følelser og sårbarhed. Men for mig har fiskeriet netop været et møde med en delikat, skrøbelig følsomhed, sorg, glæde, en barnlig begejstring, ja, alt det, man ikke ville kalde maskulint i gammeldags forstand. Lystfiskeriet er en eksistentiel rejse hver eneste gang, og det, jeg bliver mødt med på godt og ondt, når jeg fisker, er nogle almenmenneskelige ting, som har lige så meget at gøre med at være kvinde - eller hvad søren, man nu vil kalde sig - som det har med at være mand.

Du kan møde Mikkel Frey Damgaard, når vi skyder årets litteraturfestival Thy til Ord i gang tirsdag den 25. oktober i Hanstholm. 

Daniel Toft Larsen, Næstformand i Thylands Lystfiskerforening, deler her sine yndlingsspots at fiske i Thy.

Her får du tre friske fangster fra Biblioteket i Thys reoler

Bøgernes bog for lystfiskere
Izaak Walton og Charles Cotton: Den fuldkomne fisker (1653, på dansk 1943).

Skal du læse en bog om lystfiskeri, skal det være den snart 400 år gamle hymne til naturen og kunsten at fiske og leve. Bibelen for alle nuværende og kommende lystfiskere.

Gåden over alle gåder
Patrik Svensson: Åleevangeliet. Historien om verdens mest gådefulde fisk (2019).

En på alle måder fascinerende, smittende og tankevækkende beretning om ålens mystiske og truede eksistens set gennem forfatterens eget liv og kultur-, filosofi og videnskabshistorien, der forgæves har forsøgt at få greb om den glatte ål.

Torskekæber og nulture
Gordon P. Henriksen: Et liv i fisk (2020) - med fotos af Columbus Leth.

En smuk og inspirerende fiskebog, der handler om at finde jordforbindelsen iført waders med vand til livet. Undervejs byder bogen tilmed på alt, hvad hjertet og maven begærer af madopskrifter, personlige anekdoter, gode råde og spredte indfald om tilværelsen som lystfisker.

 

 

Martin Rohr Gregersen

Litteratur- og kulturformidler

SEND EN EMAIL

SE PROFIL