Farvel til et langt arbejdsliv i bøgernes tjeneste

Publiceret 25-11-2022

For Else Dahlgaard og Lis Friis Bøegh har Biblioteket i Thisted været et fast – men foranderligt - holdepunkt igennem et langt arbejdsliv.

Af Michelle From Hoxer

Det var i henholdsvis 1977 og 1987, at Else Dahlgaard og Lis Friis Bøegh havde første arbejdsdag på Biblioteket i Thisted. Og de husker begge tydeligt det indtryk, de fik af stedet.

- Jeg var nok lidt benovet over den her store klassiske bygning, som emmede af historie, fortæller Lis Friis Bøgh, der netop er gået på efterløn efter 35 år som bibliotekar i Thisted.

Det samme er Else Dahlgaard, som akkurat nåede at fejre sit 45-års jubilæum på stedet.

- Jeg kan huske, at jeg kom hjem til mine forældre og sagde, at dér blev jeg ikke ret længe. Men de skubbede heldigvis på, siger hun og griner.

For det blev jo til et langt arbejdsliv på Biblioteket i Thisted i forskellige funktioner og med et par uddannelsesforløb undervejs. Undervejs i samtalen dukker flere minder fra et langt arbejdsliv op - og ved fælles hjælp træder gamle rutiner og arbejdsgange pludselig tydeligt frem 

- Kan du huske den første søgemaskine, vi fik. Hed den ikke basis? spørger Lis Friis Bøegh, henvendt til Else Dahlgaard, som nikker bekræftende – inden hun fortsætter:

- Jeg kan bare huske, hvordan vi stod fuldstændigt andægtige og kiggede på den her maskine, et kæmpe skrummel.

- Jo, og man skulle bestille tid ved den, hvis en af os skulle slå noget op, tilføjer Else Dahlgaard.

Del af en levende kultur

Søgemaskinen er et godt eksempel på den enorme digitale udvikling, som biblioteket har gennemgået i de to nu tidligere kollegaers ansættelsestid. De er enige om, at indførelsen af EDB har betydet de største forandringer af deres arbejde og af biblioteket i det hele taget.

- Det ændrede jo fuldstændig arbejdsgangene, siger Lis Friis Bøegh og fortæller, at bibliotekarerne førhen fik udklippede avisanmeldelser bragt i kuverter fra katalogafdelingen. Dem brugte de, når der skulle indkøbes materialer, som i øvrigt blev købt og indbundet lokalt.

I katalogafdelingen på Sofievej arbejdede Else Dahlgaard i flere år, og her var hun også med til at modtage, klargøre og fordele bøgerne.

- Der fulgte altid et kortsæt med, som var de forskellige indgange, bibliotekaren havde til at finde en bog. Hovedkortet havde forfatter og titel – og så var der kort for medforfattere, redaktører og så videre, forklarer Else Dahlgaard om fortidens analoge bibliotekssystem og tilføjer, at typerne af materialer også har ændret sig, selvom den fysiske bog gennem alle år har været en ”bestseller”.

Biblioteket i Thisted i 1983. Else Dahlgaard ses på billedet til højre, iført lilla bluse.

Et meningsfuldt arbejde

Den forandring, som har præget deres arbejdsliv, har hverken Lis Friis Bøegh eller Else Dahlgaard begrædt, fortæller de. Glæden ved arbejdet har været gennemgående og konstant.

- Jeg har ikke været ked af en eneste dag at gå på arbejde, fortæller Else Dahlgaard, som har planer om fremover at mødes jævnligt med en del tidligere kollegaer.

Lis Friis Bøegh har også fundet stor mening i sit arbejde som bibliotekar:

- Formidling af viden og kultur har alle dage været spændende for mig, og jeg synes, det har været meget berigende og meningsfuldt arbejde. Bibliotekerne skal vi værne om, synes jeg. Det er jo en ret fantastisk tanke, at vi ganske gratis kan blive beriget og få ny inspiration.

Efter 35 år i Thy er hun i efteråret 2022 sammen med sin mand flyttet tilbage til sin hjemstavn, Djursland, for at være tættere på familien.

- Det er selvfølgelig underligt. Det er jo en lang periode og mange mennesker, man siger farvel til, siger hun og lover, at hun også vil kigge forbi Thy indimellem.

- Og jeg forbliver låner her, så jeg kommer også forbi og låner en bog, supplerer Else Dahlgaard. 

Artiklen er bragt i Gnisten, Thisted Kommunes magasin for seniorer, i november 2022. Læs hele magasinet her.