Oktober 03.10.2022

Interview: En feministisk utopi med sprækker

Vi skal lære af fortiden, siger forfatter Merete Pryds Helle, der i sin nye roman tager læseren med tilbage til 1980’erne, hvor kvindebevægelsen stod stærkt, ligesom den gør i dag. Men hvorfor er det vigtigt at dykke ned i fortiden?

Af Martin Rohr Gregersen

Vi lever på mange måder i en opbrudstid, når det kommer til køn, krop og seksualitet. Gamle normer bliver pakket sammen, mens nye forestillinger langsomt tager bolig i samfundsdebatten og i vores måder at omgås hinanden på.

Med bevægelser som #MeToo er kritikken af det mandsdominerede samfund, giftig maskulinitet, magtmisbrug, sexisme og overgrebskultur således blevet forsidestof, ligesom spørgsmål om samtykke, kropslig frigørelse, kvinders ret til egen krop, ligestilling og kønsdiversitet er blevet en selvfølgelig og fremherskende del af den offentlige samtale. Det gælder også i samtidslitteraturen, hvor forfattere i stigende grad er begyndt at tage livtag med sådanne problematikker og lægge andre veje ud for kønsdebatten.

Vi skal lære af fortiden

Men faktisk er denne tendens slet ikke en nyhed, hverken i eller uden for litteraturen. Der kom nogen i forvejen. Det har de nye generationer af forfattere og feminister (og folk i almindelighed) måske bare en tilbøjelighed til at glemme, og det er en skam, for måske kan vi faktisk lære noget af historien, siger forfatter Merete Pryds Helle (f. 1965), da jeg fanger hende på telefonen, mens hun lufter sine hunde i Tisvilde.

Blandt andet derfor føjede hun tidligere i år en tredje del, Det vågne hjerte, til sin anmelderroste og prisbelønnede romanserie, hvori hun foretager nedslag i det 20. århundredes Danmarks- og mentalitetshistorie med afsæt i sin egen families historie og set fra en række kvindeskæbners perspektiv.

Denne gang følger vi den unge Lis, der er aktiv på venstrefløjen og i kvindebevægelsen i midt-80’erne, og vi kommer bl.a. med på Kvindehøjskolen i Visby i 1984, hvor kroppen og behåringen blev sluppet fri, man onanerede i fællesskab og lagde planer for opgøret med patriarkatet.

”Det er som om, at mange af de bevægelser og bølger, som var stærke i 1970’erne og 80’erne pludselig forsvandt og nu er vendt tilbage, men uden at de unge feminister er helt bevidste om, hvor stærke de her strømninger faktisk var dengang, og at de står oven på noget, der allerede har fundet sted. De er altså ikke de første, der ikke barberer sig under armene”, konstaterer Merete Pryds Helle med et grin - men pointen er sådan set alvorlig nok:

”Netop fordi vi har været igennem mange af de her diskussioner før i 1980’erne, er det vigtigt, at vi kender den tid og kender forskellige sider af den – også de mere problematiske – så vi ikke bare gentager det hele på ny, for så at se det sive ud igen”.

Frigørelse eller tvang?

Derfor skal romanen heller ikke læses som en utopi eller et nostalgisk tilbageblik på dengang, hvor alting var bedre. Det billede Merete Pryds Helle tegner af de socialistiske og feministiske strømninger i midt-80’erne er nemlig mere komplekst og fortæller også historien om de bagsider, som sådanne store kollektive bevægelser kan have for den enkelte. På den måde er Det vågne hjerte også en roman, der handler om at finde sig selv og finde ud af, hvordan man passer eller ikke passer ind i tidsånden.

På Kvindehøjskolen møder Lis, der i starten af romanen har en kvindelig kæreste, godt nok et fællesskab, der sætter hende fri af den småborgerlighed, som hun er vokset op i, hun bliver sat fri af konventionernes fængsel, som det hedder i romanen, men hun møder også et fællesskab, der på mange måder kan virke som en lige så konform spændetrøje: 

”Nogle gange må man spørger sig selv: ’Er det her egentlig mig eller ridder jeg bare med på en bølge’? De kollektive bevægelser kan være virkelig hårde, fordi der her kan være meget små grænser for, hvad man kan tillade sig, hvis man vil være en del af dem. Når man betragter sig som en modbevægelse, så bliver normerne meget hurtigt faste og hårde”, fortæller Merete Pryds Helle, der som ung i 1980’erne selv var en del af kvindebevægelsen.

”Det, jeg gerne vil pege på, og det Lis bl.a. oplever i romanen, er, at det kan være lige så svært at frisætte sig selv i en retning, der går med normerne, fordi dem, man måske omgiver sig med, der har investeret deres identitet i at gå imod normerne, så kan finde på at vende en ryggen. Men det er også okay bare at være almindelig”, lyder den afsluttende pointe fra forfatteren, der besøger Thy torsdag d. 27. oktober i forbindelse med vores ordfestival Thy til Ord.

Læs mere om arrangementet på Thy360.dk.

Martin Rohr Gregersen

Litteratur- og kulturformidler

SEND EN EMAIL

SE PROFIL