”Og her er Plantagehuset jo en helt perfekt ramme,” forklarer Kristina B. Poulsen, der er teamleder i KulturRummet og blandt andet ansvarlig for Plantagehusets medarbejdere:
”Huset her er jo vores fælles medborgerhus, og her kommer hver dag thyboer i alle aldre. Vi har både mødregrupper, musikhold for babyer, kreative fag inden for billedskolen og keramik for både børn og unge. Der er åbent keramikværksted, yoga, dans, pilates, edb- og sprogundervisning samt mødeaktiviteter. Og så er der vores café – Madværkstedet – hvor der arbejdes med madens mange facetter og fællesskaber. Derfor giver det bare rigtig god mening, at det er lige her i huset, nye medborgere bliver budt velkommen til Thy og påbegynder at danne deres egne netværk og fællesskaber.”
En mulighed for at opbygge et netværk
Aftenen bliver indledt med et oplæg om, hvordan det danske arbejdsmarked ser på ansøgninger samt CV, men det er især netværk og fællesskab, de besøgende er på udkig efter.
”Jeg er enormt nysgerrig på, hvad Thy har at byde på,” fortæller Emily Bremner, der oprindeligt er fra Canada men for nylig er flyttet til Klitmøller.
”Både på et personligt plan, men også i forhold til at opbygge et professionelt netværk for min nyopstartet konsulentvirksomhed.”