Om os

Vores historie og værdier.

Mad med fællesskab:

I Madværkstedet samles vi i uformelle rammer og møder andre mennesker, mens vi spiser mad. Hos os er alle velkomne, ligegyldigt om du kommer alene eller sammen med andre. Vi vil nemlig gerne være et samlingssted, som forener folk i alle aldre i mangfoldige og inspirerende fællesskaber. Et af vores tilbagevendende koncepter er således også fællesspisninger, hvor folk sidder sammen ved langborde, så nye bekendtskaber og samtaler har mulighed for at opstå. Mad skal ikke bare aktivere smagsløgene, men også få tungen på gled.

Mad med farver:

I Madværkstedet sætter vi kulør på tilværelsen. Vi er en åben og grøn café, der lægger vægt på bæredygtighed og mangfoldighed, og vi laver mad ud fra det princip, at når man spiser, møder man en lille bid af verden, hvad enten menuen står på tarteletter, kødboller eller wok. Vi serverer gerne mad fra fjerne himmelstrøg, og vi har plads til alle. Vi er ligeglade med, hvordan du ser ud, om du er rød eller blå, går i gule stiletter eller har sorte træsko på. Mad er ikke sort/hvid, men kommer, som mennesker, i mange farver.  

Mad med hygge:

I Madværkstedet vil vi gerne være en pause fra hverdagens stress og jag. Vi skruer ned for tempoet og op for hyggen. Det gælder selvfølgelig vores Fredagshygge-arrangementer, hvor du kan slutte ugen af i afslappet og fornøjeligt fællesskab med kolleger, familie, venner og dem, du ikke kender endnu. Men det gælder i den grad også hverdagen. Her kan du mødes med mødregruppen og sludre over en lækker salat. Her kan du komme alene og nyde en stille og rolig kop kaffe. Her kan du komme med strikkekluppen og drøfte verdenssituationen over en bolle med ost. Her kan du spille brætspil og spise snacks med vennerne. Det vigtigste for os er ikke, hvem du er, og hvad du laver, men at stemningen altid er rummelig og varm. Mad er ikke bare noget, vi spiser, men noget, der oser af hygge og godt selskab.

Caféen åbnede den 10. maj 2017.

Find os på facebook.